Min hund

Jeg har en dejlig, gammeldags labrador på 11 måneder, der hedder Alba. Når jeg arbejder, passer min mor, der er 82 år, hende. Jeg er single, og Alba er den vigtigste i mit liv, næst efter mit arbejde.

En typisk dag for Alba ser sådan ud: Vi tager hjem til min mor, og derfra går vi som regel en tur på 3-4 km. Vi går ofte tur i den lokale hundeskov, hvor Alba kan løbe frit uden snor. Min mor passer hende, mens jeg er på arbejde, og hun går også en kortere tur med hende. Når jeg kommer hjem fra arbejde, går jeg endnu en tur på 3-4 km med Alba. En labrador har brug for at blive aktiveret i 1-1½ time hver dag, og det sørger vi for med disse tre ture.

Alba og jeg deltog naturligvis i et hvalpetræningskursus, da hun var yngre. Jeg har det lidt svært ved hundeopdragelse, blandt andet fordi jeg har en ADHD, hvilket kan gøre det svært for mig at reagere hurtigt nok, når Alba gør noget godt eller dårligt. Derfor kan jeg have svært ved at rose eller skælde hende ud på det rigtige tidspunkt. Og det tager ofte for lang tid at finde en godbid. Derfor er mundtlig ros den vigtigste belønning for mig, og godbidder er kun en sekundær belønning. Jeg har dog som regel godbidder i lommen, og jeg kan godt give Alba en godbid efter at have rost hende. Mine to tidligere hunde fik næsten aldrig godbidder efter de var blevet omkring 2 år. De lærte at sætte pris på den mundtlig ros, og det fungerede fint. Hunde tilpasser sig jo til deres ejere… Når vi er på tur, har Alba næsten aldrig snor på. Hun stikker aldrig af og kommer altid, når jeg kalder.